6
Damien
Haster gennem Gangene, hvor folk langsomt forsvandt til time.
Men da han fornemmede en skygge i et hjørne, stoppede han op.
"Tyler Hvad laver du her?" Spurgte han, imens at han langsomt vendte sig om, og så men anklagende øjne på ham. "Årh slap af lillebror. Jeg ville bare studere hende nærmere, du ved"
Tyler trådte ud af mørket med et flabet grin, og med ét var han henne hos ham.
"Du ved vi kan knække nakken om på hende, og tage det vi behøver uden at folk opdager noget. Vi kan få dem til at glemme at Brooke faktisk fandtes. Dem alle sammen!" Langsomt lagde Tyler hovedet på skrå.
"Det ved du at vi ikke kan! Vi er kun TO som du husker. Og hvis vi Får alle folk her på skolen til at glemme, vil alle andre vampyrer kunne ane kræften omkring dem, og de vil dræbe os! Ingen af dem eller os ønsker os afslørede, og lige nu vover vi vores hemmelighed som indsats! Du ved vi ikke kan blive her længe! uden at folket byen igen bliver opmærksom på de overfald der forekommer" Damien mærkede hvordan hans egen vrede skyllede op i ham. Han var ikke vred på nogen, andre end sig selv.
"Lad mig nu lege lidt med maden" Hurtigt forsvandt Tyler, og kun en svag skygge af ham kunne Damien ane.
Men Damien var hurtig, og han fløj ned af gangen, hvor han fangede Tyler for enden med et tag om hans hals og skubbede ham op af et skab.
Tylers grin hang om hans læber da han tog fat om Damiens fingre som sad om hans hals, og langsomt en for en brækkede dem om, så de knaste som tørt knækbrød.
Damien fortrak sig i en smertefuld mine, og trak sine hænder til sig og så på de misformede skæve fingre.
Tyler greb ham denne gang i kraven af Damiens trøje. Denne gang havde han et truende og alvorligt ansigt.
"Husk at jeg til hver en tid kan dræbe dig. Lad mig nu gøre hvad jeg vil med din lille veninde"
Tyler lyste op i et smil, og glattede Damiens trøje ud der hvor han havde holdt ham. Derefter spankulerede han ned af gangen, med en Kæk Fløjten.
Tyler
Han var altid glad efter en god snak med sin bror. Og han Frydede sig en smule over hans egen styrke.
Han nærmede sig lokalet og han kunne mærke hendes Aura. den Var en blanding mellem mørk og lys, og en smule lunken følelse.
Han trådte ind i fysik lokalet fog Mr. Keith Vendte sig mod ham midt i sit fordrag.
"Velkommen tilbage fra Ferie. Tag plads"
Tyler vendte sig mod lokalet og smilede indvendig da han fandt hendes øjne.
Han vandrede ned bagerst, og fandt bordet ved siden af hendes. Han drejede hovedet og hviskede.
"Godt nok har jeg været væk i lang tid, men jeg har aldrig set dig her før"
"Korrekt. Jeg startede her igår" Smilede hun.
"Godt. SÅ var jeg ikke helt galt på den. Jeg var også sikker på at jeg ville have Husket en med sådan et smukt ansigt. Mit navn er Tyler"
Hendes kinder blussede op. "Brooke"
Hele timen igennem Sad han og kiggede på hende.
Hendes fysik makker interesserede ham slet ikke. Kun hendes Latter og hviskende ord, når hun snakkede med hende.
Brooke
"Okay ses"
Jeg smilede efter Bonnie, og åbnede mit skab for at lægge mine bøger ind, og finde de næste, til næste time. Da jeg lukkede det igen Gad låsen ikke at låse, selvom det var den rigtige kode.
"For pokker da" Mumlede jeg. "Lad mig hjælpe dig" Løs en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og smilede. Det var ham fra Fysik. Tyler. Bonnie havde flere gange hvisket at han havde stirret på mig, men jeg turde ikke vende mig og for at se efter. Bange for at blive fanget af hans blik.
Jeg trådte til side, og fulgte ham med øjnene, da han drejede låsen rundt, og slog et bar gange på skabet til den sagde Klik.
"Tak" Jeg strøg genert en hårlok om bag øret.
Noget i hans øjne fangede min opmærksomhed, og jeg kunne ikke fjerne blikket fra dem. En Mystisk grumset farve. Det var som om jeg kom tættere og tættere på dem, og de blev større og større. De minde mig om...
"Hej Damien" Sagde Tyler uden at fjerne blikket fra mine øjne.
Jeg fik til gengæld løsrevet mig af hans, og prøvede på at rede situationen ud, ved at smile til Damien, som stod ved siden af mig og så Stramt på Tyler.
Ingen af os sagde noget. Damien så på Tyler, som endelig gav sig tid til at se på ham, med et flabet udtryk. og her stod jeg. Mellem dem.
"Øhmm jeg tror jeg øhh..." Jeg pegede ud i luften ned af gangen "Går den vej"
Langsomt fik jeg trukket mig ud af deres synsfelt, og gled ned af gangen.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge mig over skulderen med et fåret udtryk. Men stadig stod de der, og så på hinanden på hver deres måde.
Det var som om, at de var uvenner.
Og havde Damien Pludselig fået ejerfornemmelser over mig. Måtte jeg pludselig ikke se på andre, eller var der mere imellem det?
