6

6

Damien
Haster gennem Gangene, hvor folk langsomt forsvandt til time.
Men da han fornemmede en skygge i et hjørne, stoppede han op.
"Tyler Hvad laver du her?" Spurgte han, imens at han langsomt vendte sig om, og så men anklagende øjne på ham. "Årh slap af lillebror. Jeg ville bare studere hende nærmere, du ved"
Tyler trådte ud af mørket med et flabet grin, og med ét var han henne hos ham.
"Du ved vi kan knække nakken om på hende, og tage det vi behøver uden at folk opdager noget. Vi kan få dem til at glemme at Brooke faktisk fandtes. Dem alle sammen!" Langsomt lagde Tyler hovedet på skrå.
"Det ved du at vi ikke kan! Vi er kun TO som du husker. Og hvis vi Får alle folk her på skolen til at glemme, vil alle andre vampyrer kunne ane kræften omkring dem, og de vil dræbe os! Ingen af dem eller os ønsker os afslørede, og lige nu vover vi vores hemmelighed som indsats! Du ved vi ikke kan blive her længe! uden at folket byen igen bliver opmærksom på de overfald der forekommer" Damien mærkede hvordan hans egen vrede skyllede op i ham. Han var ikke vred på nogen, andre end sig selv.
"Lad mig nu lege lidt med maden" Hurtigt forsvandt Tyler, og kun en svag skygge af ham kunne Damien ane.
Men Damien var hurtig, og han fløj ned af gangen, hvor han fangede Tyler for enden med et tag om hans hals og skubbede ham op af et skab.
Tylers grin hang om hans læber da han tog fat om Damiens fingre som sad om hans hals, og langsomt en for en brækkede dem om, så de knaste som tørt knækbrød.
Damien fortrak sig i en smertefuld mine, og trak sine hænder til sig og så på de misformede skæve fingre.
Tyler greb ham denne gang i kraven af Damiens trøje. Denne gang havde han et truende og alvorligt ansigt.
"Husk at jeg til hver en tid kan dræbe dig. Lad mig nu gøre hvad jeg vil med din lille veninde"
Tyler lyste op i et smil, og glattede Damiens trøje ud der hvor han havde holdt ham. Derefter spankulerede han ned af gangen, med en Kæk Fløjten.


Tyler
Han var altid glad efter en god snak med sin bror. Og han Frydede sig en smule over hans egen styrke.
Han nærmede sig lokalet og han kunne mærke hendes Aura. den Var en blanding mellem mørk og lys, og en smule lunken følelse.
Han trådte ind i fysik lokalet fog Mr. Keith Vendte sig mod ham midt i sit fordrag.
"Velkommen tilbage fra Ferie. Tag plads"
Tyler vendte sig mod lokalet og smilede indvendig da han fandt hendes øjne.
Han vandrede ned bagerst, og fandt bordet ved siden af hendes. Han drejede hovedet og hviskede.
"Godt nok har jeg været væk i lang tid, men jeg har aldrig set dig her før"
"Korrekt. Jeg startede her igår" Smilede hun.
"Godt. SÅ var jeg ikke helt galt på den. Jeg var også sikker på at jeg ville have Husket en med sådan et smukt ansigt. Mit navn er Tyler"
Hendes kinder blussede op. "Brooke"
Hele timen igennem Sad han og kiggede på hende.
Hendes fysik makker interesserede ham slet ikke. Kun hendes Latter og hviskende ord, når hun snakkede med hende.


Brooke
"Okay ses"
Jeg smilede efter Bonnie, og åbnede mit skab for at lægge mine bøger ind, og finde de næste, til næste time. Da jeg lukkede det igen Gad låsen ikke at låse, selvom det var den rigtige kode.
"For pokker da" Mumlede jeg. "Lad mig hjælpe dig" Løs en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og smilede. Det var ham fra Fysik. Tyler. Bonnie havde flere gange hvisket at han havde stirret på mig, men jeg turde ikke vende mig og for at se efter. Bange for at blive fanget af hans blik.
Jeg trådte til side, og fulgte ham med øjnene, da han drejede låsen rundt, og slog et bar gange på skabet til den sagde Klik.
"Tak" Jeg strøg genert en hårlok om bag øret.
Noget i hans øjne fangede min opmærksomhed, og jeg kunne ikke fjerne blikket fra dem. En Mystisk grumset farve. Det var som om jeg kom tættere og tættere på dem, og de blev større og større. De minde mig om...
"Hej Damien" Sagde Tyler uden at fjerne blikket fra mine øjne.
Jeg fik til gengæld løsrevet mig af hans, og prøvede på at rede situationen ud, ved at smile til Damien, som stod ved siden af mig og så Stramt på Tyler.
Ingen af os sagde noget. Damien så på Tyler, som endelig gav sig tid til at se på ham, med et flabet udtryk. og her stod jeg. Mellem dem.
"Øhmm jeg tror jeg øhh..." Jeg pegede ud i luften ned af gangen "Går den vej"
Langsomt fik jeg trukket mig ud af deres synsfelt, og gled ned af gangen.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge mig over skulderen med et fåret udtryk. Men stadig stod de der, og så på hinanden på hver deres måde.
Det var som om, at de var uvenner.
Og havde Damien Pludselig fået ejerfornemmelser over mig. Måtte jeg pludselig ikke se på andre, eller var der mere imellem det?

5

5
Sted: Min seng. Tid: 5:54 Dato: 15 april Tirsdag 2011.
Kære dagbog
Jeg ved ikke hvem han er, jeg ved ikke hvad han er og jeg ved ikke hvordan han er. Men hver gang jeg tænker på ham, er det som at tænke på de bedste minder i ens liv. Han er sjov, generøs og en gentleman.
Men jeg ved ikke noget om ham, og han virker på en måde hemmelighedsfuld. I dag vil jeg gå direkte til ham, spørge ham ud, og finde ud af hvem han er. 






Brooke.
Jeg kunne ikke sove. Noget fik mig til at vågne med et chok, og det var som om nogen havde stirret på mig.
Jeg trykkede op og ned på knappen forenden af kuglepennen, og gennemlæste det jeg havde skrevet og tilføjede.

I dag vil jeg gå frem.
Jeg vil ikke være den triste kedelige pige mere. Jeg vil vise ham mine gode sider.

Damien
Han gik slentrede ned af Gregory street. Han vidste ikke hvorfor han gik der, eller hvad han ville der. Men imorges var han bare vågnet, og havde brug for noget frisk luft.
Mere end frisk luft. Blod.
Men hans tørst blev stoppet da han så Tyler forsvinde væk fra det gule hus.
Tyler var forsvundet hurtigere end mennesker kunne se, men de var i stand til at se hinanden, som når mennesker løber.
Damien var straks henne hos ham og spærrede vejen for ham, til at komme ud fra Brookes hus' havelåge.
Tyler standsede med et smil dansende om læberne.
"Slap af mand. Jeg rørte hende ikke. bare Synet af hende gjorde mig sikker på det" Han Puffede hårdt til ham med en albue og trådte forbi ham. Men inden han fortsatte vendte han sig om og så på Damien "Jeg tror det er bedst hvis du undgår hende. Du er begyndt at få følelser for hende der kan redde vores verden. Uklogt valg brormand. Og en ting til. De ved at vi har fundet hende, og de ved hvor hun er. både hun og hendes familie er i fare" Han smilede, og forsvandt væk.
Damien havde blikket rettet mod jorden. Han vidste at Tyler havde ret. Hvis han ikke stoppede med at Flirte med hende, ville det ødelægge det hele. Planen måtte snart iværksættes inden at Tartaros Klanen ville begynde at gribe ind, og gøre tingene på den slemmere måde.
Måske kæmpede de om det samme, men Tartaros Klanen var anderledes en Tyler og ham. De var blodtørstige. Og hvis man behøvede en dråbe, ville de bare tømme hende for blod, for at være på den sikre side. Og hvis det var nødvendigt ville de dræbe hendes familie.
Men Damien vidste, at med hans beskyttelse, ville Brooke ikke være i fare, før de andre begyndte at blive utålmodige, og derefterfølgende aggressive.
Stakkels Brooke vidste ikke hvad der var igang med at udvikle sig til et kæmpestort Drama.

Brooke
Jeg steg ud af sengen efter at have slumret en times tid. Jeg brugte tid på at vælge mit tøj med omhu, og fik til sidst sat en nedringet rød langærmet trøje, med paliet mønstre, og så nogle korte cowboy shorts, som var klippet op.
"Brok. Bare en fyr er her. Han venter" Lød James' stemme ude for døren.
Jeg smilede svagt. Men undrede mig over hvad han lavede her.
Jeg skyndte mig ned af trappen, og hen til entreen hvor som sagt Damien stod som en gentleman og ventede.
"Hvad laver du her?" Smilede jeg.
Han smilede da han så på mig "Jeg var på vej til skole, og så gik jeg forbi her, og tænkte at vi kunne følges"
Jeg greb min læder jakke, og smilede. "Så er vi sent på den"
Vi gik ud af døren, og ned af Gregory av.
"Fortæl mig så noget om dig" Sagde jeg glad og så op på ham.
"Tja. Der er ikke så meget"
"Det er jeg sikker på at der er. Familie? Fortid?"
Han blev pludselig fjern i blikket mens vi gik. Og der gik noget tid før han svarede.
"En tvillingbror. Vi bor i udkanten af byen sammen med vores onkel. Vores far ville ikke se os mere, og vores mor døde under fødslen af vores lillesøster, som vi aldrig nåede at se"
"Forsvandt hun bare?" Jeg rynkede brynene og så op på ham.
"Lægerne fortalte at hun led vuggedød natten efter fødslen, men for noget tid siden fandt vi dokumenter på at hun var blevet fjernet fra Sygehuset. Et uforklarligt mysterium"
"Har i så nogensinde fundet hende?" Jeg var klar på at spørge ham ind til alt det jeg kunne. Men noget fortalte mig at jeg måtte være forsigtig.
"Nej. Ingen af os har set hende"
"Det lyder..."
"Mystisk. Ja. Verden er nu en gang mystisk" Afbrød han.
"I den grad" jeg smilede svagt "Man tror man kender verden, og pludselig ser man den fra en helt anden side"

Damien.
Han vidste ikke hvor meget han kunne fortælle hende af hans livshistorie. Han vidste kun at han måtte beskytte hende mon Tartaros klanen, og at han måtte få hende til at stole på ham, uden at de begyndte at danne følelser for hinanden.
"Går din bror ikke på Central High?" Spurgte hun.
Han grinte svagt. "Tyler hader skole. Og han har det med at pjække. Men han møder et par gange op, og følger op på tingene"
Hun grinte med ham. "Wow. Det lyder meget som min lillebror James. Man kan aldrig regne med ham"
Han så ned på hende med Alvorlige øjne.
"Din bror?"
"mmm" Sagde hun og rettede på tasken. "Han mindede bare meget om din Fortolkning af din bror"
Damien rynkede sine bryn en smule.
De gik op at trapperne til dørene ind til skolen.
Folk vrimlede ligesom igår, og Hun sørgede for at holde mig tæt ind til ham for ikke at blive væltet omkuld.
"Jeg har Fransk Nu. Ses vi senere?"
Hun Nikkede, og så sig omkring. og da hun så tilbage på ham, var han forsvundet. Han vidste at hun ville finde det underligt, men han måtte afsted. Han havde opdaget noget af det værste der kunne ske. Hun Havde en bror.


Brooke
Hvordan kunne han bare forsvinde?
Jeg trak på skulderende. Han havde sagt at vi kunne mødes senere, det var det eneste der betød noget. Jeg smilede for mig selv, og begav mig mod Fysik.
Da jeg skulle til at gå ind af døren, stod der en om spærrede vejen.
"Hej Nye" Fnyste hun. Og hendes Genetiske Blondine piger fniste svagt. "Du fattede åbenbart ikke budskabet i går, så jeg kan gøre det klarere for dig" Hun satte hænderne i siderne, og nidstirrede mig.
"Jaså. Lad mig høre"
"Du holder dig fra Damien, og Jeg lader dig være. Ellers så gør du det værst for dig selv"
"Jamen dog. Jeg tror desværre at jeg allerede har taget mit valg, og flyt dig så, før at jeg river hver eneste blonde hårtot ud af kraniet på dig"
Jeg vidste godt at det var hårdt det jeg sagde, men jeg havde været vant til det på min gamle skole i London. Hvis man ikke ville blive mobbet resten af sine high school år, så måtte man være hård i munden.
Hun kneb øjnene sammen og spidsede sine læber, og det så pludselig ud som om at hun skulle til at slå løs på mig, men så kom en anden og stilte sig imellem os, og med ansigtet mod hende.
"Jeg troede ikke du var bange for Konkurrenter Amber"
"Åhh Jamen dog. Jeg troede ikke at børnehave børn gik på High School"
Så Vendte Amber sig om, og hendes slæng fulgte efter hende ned af gangen.
"Vi ses Senere Bonnie" Sagde Amber halvlavt men nok til at jeg kunne høre det, inden at hun drejede om hjørnet.
"Undskyld min søster. Hun er lidt HØJROVET"
"Din Søster?"
Hun nikkede svagt "Pap. Min Far er kærester med hendes mor. Vi har boet sammen i snart fjorten år"
"Av Din stakkel"
"Ja jeg ved det. Hun er som Dødens Pølse for mig"
Klokken ringede og folk strømmede forbi os.
Hun Gned sig på hagen. "Jeg mangler tilfældigvis en Fysik Makker. Jeg er Bonnie"
Jeg smilte, og skulle til at sige noget men så afbrød hun mig "Jeg ved godt hvem du er. Den mystiske pige som Damien er vild med"
Jeg kunne mærke at mine kinder blussede. 

4

4.
Sted: Rektor Weints Eftersidning lokale. Tid: 14:34 Dato. Stadig 14. April 2011.
Kære dagbog
Rektor Weint gav os et langt fordrag om at respektere lærene og ikke mindst skolen. Og så snakkede han om at han var skuffet over mig. Og at han vidste at det var svært for mig med tiden, og hvis jeg ville, kunne han arrangere en skolepsykolog, men at jeg alligevel måtte komme videre med min skole. Så snakkede han om fremtid og så forsvandt han helt væk i sin barndom, og fortalte om hor lydig han var da han var barn, og nu er han endt som rektor på high school. Men jeg havde travlt med at sidde om smile til Damien som vendte øjne bag hans ryg, og sad og lavede fagter til det han fortalte. Rektor Weint har lige forladt lokalet, og har nu givet os de sidste fem minutters eftersidning alene. 





Brooke. 
"Hvad skriver du?"
Jeg klappede hurtigt bogen sammen og så hen på Damien som betragtede mig med et smil.
"Ikke noget..." Skyndte jeg mig og sige "Jeg tog bare notater af Rektor Weints lange inspirerende og lærerige tale"
Han grinte kort "Wow. Vil du også tage notater af min næste tale. Der hvor jeg spørger dig om du vil mødes med mig på Central Café?" Han smilede Charmerende og vippede op og ned med sine øjenbryn.
Jeg var nær flækket sammen af grin, men nøjedes bare med en latter.
"Jeg ved ikke. Jeg ville meget gerne Høre Ekstra nummeret af Rektorens Tale"
"Så lad mig genfortælle dig den Kl. fire på Whitworth Street 43"
Jeg spidsede mine læber og så op i luften med en tænkende mine, mens jeg slog mig på kinden med min blyant.
"Hmm... Jeg føler mig aldeles fristet, men jeg må desværre hjem til min husmoder, og hjælpe med vasketøjet"
Damien gled lidt længere ned af stolen og lagde armene over kors, og så surt på mig.
"Måske en anden dag" Sagde jeg og rejste mig fra stolen og tog min taske over skulderen og gik mod døren.
"Må jeg så i det mindste følge dig hjem?"
"Gerne"
Han greb glad sin egen taske, og fulgte med mig ud af døren, til sekretærens kontor. Hun så strengt efter os, og jeg var sikker på at hun havde hørt alt hvad vi havde sagt.
"Farvel Miss Flowers" Sagde Damien og blinkede til hende inden han lukkede døren bag os.


Brooke.
"Hvor bor du?"
Jeg sukkede svagt. og så op på ham imens at vi gik.
"Gregory Avenue 65. Hvorfor?"
"Jeg må vel vide hvilken vej jeg skal" Han smilede ned til mig.
"Hvorfor flyttede din familie her til?"
Jeg Fjernede mit blik fra hans, og så lige ud for mig imens vi gik.
"Min Far og mor døde i et flystyrt på vej til Chicago. Min mors søster Laureen var vores eneste værge, og hun ville gerne have at vi skulle starte på ny og komme væk fra lejligheden i London"
Jeg kunne mærke tårene presse mod mine øjne, men jeg prøvede på at holde dem tilbage. Jeg ville ikke vise ham min svage side.
Han tog trøstende fat om min hånd.
"Det er jeg ked af. Det var ikke meningen at presse mig på"
Jeg snøftede en gang, rystede på hovedet og så op på ham.
"Nej det er okay. Det er tre måneder siden"
"Du kan tale frit om det med mig. Jeg vil gerne snakke med dig"
Jeg tørrede mine øjne med den ene hånd og smilede.
"Nej ellers tak. Det er som regel den bedste Samtale crusher der findes"
Han smilede opmuntrende.
"Det er nok rigtigt nok. Lad os snakke om noget andet"
"Desværre. Jeg bor her"
Jeg stoppede op, og skævede til det gule hus.
"Så farvel Brooke. Jeg håber måske vi kan mødes senere på ugen"
Han førte min hånd op til hans mund, og kyssede den elegant.
Jeg smilede svagt. Da han slap min hånd.
Jeg gik ind af lågen og op af forhave stien. Da jeg var halvvejs så jeg mig tilbage over skulderen, men han var væk. Ikke nogen steder at se.
Mystisk.
Jeg Låste mig indenfor.
James stod i døren ind til stuen, lænet op af den ene side med et vand glas i hånden.
"Hvem var han?" Spurgte han og nippede til sit vandglas.
"Bare en fyr" Jeg vendte øjne, og hang min læderjakke op på knagen, og så på ham.
"Han lignede ikke bare en fyr?" James smilede drillende.
"Helt ærligt Jam. Jeg har lige mødt ham..." Jeg gik forbi ham ind i stuen og kastede mig ned på sofaen. Jeg så på fjernsynet. De sendte "Vampire Diaries". Jeg betragtede det lidt og sukkede så svagt. "Jeg fatter ikke hvorfor Elena ikke bare vælger Damon istedet for Stefan. Stefan er så stille, og Damon er meget sjovere og lækrere"
James Grinede af mig.
"Det er fordi at hun ved at Damon bare vil udnytte hende, og dræbe Stefan"
Han forsvandt ud i køkkenet, og jeg fulgte efter ham.
"Hvor er Laureen?" Spurgte jeg og gik hen til køkkenbordet, og greb et helt rødt æble.
"Til jobsamtale. De søgte nogle medarbejdere i en butik"
Jeg tog en bid af æblet, og betragtede ham.
"Hey. Hvordan har din dag været, jeg så dig slet ikke i skolen"
"Det var nok fordi du havde travlt med at flirte"
Jeg grinede og trak på skulderende. "Kom nu ikke for godt i gang brormand. Hvordan går det med dig og Jess?"
"Hvad rager det dig" Sagde han vredt, og forsvandt ud af køkkenet og ovenpå.
Et suk undslap min mund, og jeg smed resten af æblet ud.

Damien
Da han kyssede hendes hånd, var det som om han allerede kunne smage blodet. Det var sødme fuldt, og gav ham den største lyst til at sætte tænderne i hendes blodåre. Det var fristende, og hvis det havde været en hver anden pige havde han også gjort det uden af tøve. Men hun var anderledes. Hun var smuk. Og noget sagde ham at han skulle lade være. Og han vidste hvorfor han skulle lade være, men en et par dråbe kunne vel ikke skade...
Han var forsvundet, da hun havde vendt sig om, for han vidste at hvis han så hendes ansigt igen, ville han have angrebet hende.
Hun havde ikke noget at se ham, fordi at han var løbet direkte hen til sin onkels hus.
Folk var normalt ikke i stand til at se dem når de løb. Alle deres sanser var som på speed. Der var derfor at han også kunne smage hendes blod, blot hans læber rørte hende.
"Wow. Jeg ser du har fundet en pige. Du følte dig fristet af hendes blod. Det er første gang jeg har set dig holde tilbage for din tørst"
Stemmen kendte han.
"Du ved hvem hun er, og du ved hvorfor Tyler"
Han fnyste svagt og lukkede bogen han havde stået med i hånden og rakte den ud til ham.
"Ja jeg gør. Men er du sikker på at det er hende?"
Damien tog bogen fra hans hånd og bladrede igennem den, Til at billedet kom frem.
Det var Hende. Det samme sorte lange silke hår. De samme krystal klare øjne. Det lignede hende på en prik.
"Hun er en skønhed for sig selv hva?" Tylers stemme var tydeligt ude på at irritere ham. Han ville håne ham. "Vi må hellere sikre os at det er hende"
Tyler gik hen mod døren
"Og hvordan har du så tænkt dig at sikre dig på det?"
Tyler vendte sig om med et lusket smil. "Åhh du ved jo at det siges at hendes blod er det mest magtfulde blod der findes. En dråbe af hendes blod, og du er i stand til at lægge verden ned. Man er ikke i tvivl når man har smagt det"
Damien skar tænder, og fløj direkte imod ham, greb ham om halsen, og skubbede ham hårdt tilbage mod døren.
"Du vover på at røre hende" Hvislede det ud igennem hans mund.
Hans øjne var pludselig blevet skarlagens røde, og pupillerne udvidede sig.
"Drop det Damien"
Han slap Tyler og lod ham få fodfæstet igen.
"Kom over hende Damien. Hvis du får flere følelser for hende, vil du komme til at ødelægge planen. Hun er den eneste grund til at vi er her"
Han vidste at det han sagde var rigtigt. De var Flygtet Fra Tartaros for mange år siden, og havde ledt efter hende i lang tid. Og endelig havde de fundet hende, og det sidste han skulle gøre, var at forelske sig i hende.
Damien Så på bogen han stadig havde i hånden. Han betragtede hende. Hun var iført en stor kjole med korset, flæser og det hele fra 1800 tallet. Hun lignede en kongelig.
Hendes smil var lusket, og hemmeligheds fuldt. Hun havde været en anden dengang. 

3

3.
Brooke.
Jeg fandt Kontoret og bankede på døren.
"Kom ind"
Jeg trådte ind af døren, og lukkede den venligt efter mig. En sekretær vippede sine små briller ned på næsen, og betragtede mig med et anklagende blik. Først fra mit hår, og så til min trøje, så til læderjakken og videre til mine korte cowboy shorts.
"Du må være Brooke Snake"
Hun havde en fipset stemme og trykkede bemærksomt sine briller på plads igen med en elegant pegefinger.
"Jeps. Det mig" Jeg slog ud med armene og gjorde en entre ved at træde et stort skridt frem. Sekretæren bag skrivebordet så helt skræmt ud.
"Rektoren ønsker at se dig" Hun pegede lige så elegant mod døren til venstre, hvor der med store sorte bogstaver stod "Rektor"
"Ja det kunne jeg regne ud" Mumlede jeg for mig selv, og gik hen til døren for at banke på, før jeg åbnede og gik ind.
Inden jeg lukkede døren, så jeg mig tilbage og frydede mig over sekretærens Vrede og strenge blik.
"Goddag Brooke, vær så venlig og tag plads"
Rektoren sad bag et stort skivebord, og var godt lænet tilbage i sin store sorte læder stol.
"Tak" Mit blik fangede hurtigt skiltet på bordet hvor der stod: Rektor Weint. "Rektor Weint" Aflsluttede jeg min sætning, og fandt plads på en stol på den anden side af skrivebordet.
"Har du din Karakterbog med?"
Jeg nikkede, og dykkede ned i min rodede taske.
Efter en tids gennemsøgning fandt jeg den og rakte den frem til ham over skrivebordet.
Jeg skar tænder. Min karakterbog var ikke det jeg var mest stolt over i hele verden.
Rektor Weint skimmede den hurtigt og rejste så halvt sit blik fra bogen.
"Et Gennemsnit på 4 er desværre ikke godt nok til denne skole"
Han lukkede bogen sammen, og lagde den midt på bordet.
"Men vi kan selvfølgelig godt gøre en undtagelse, når det er midt på skole året. Jeg forventer at se større ting fra dig Miss. Brooke"
Jeg klemte mine øjne hårdt sammen og skar tænder. Så åbnede jeg dem igen og så på ham.
"Tak Rektor Weint"
"Som jeg har hørt, har dine forældre været ude for en ulykke, og du bor nu hos din moster?"
Jeg nikkede svagt.
"Ja Laureen var den eneste værge" Svarede jeg.
"Okay. Bed hende om at møde op på mit kontor imorgen. Hun kan ringe til Min sekretær senere i dag for at aftale en tid. Nu tror jeg hellere du må komme til time. Det er lokale 76"
Jeg nikkede igen og rejste mig.
"Tak Rektor Weint"
Jeg bøjede mig over skrivebordet, og tog min karakter bog, og lagde den i min taske.

Brooke.
Efter en tids Gennemsøgning, fandt jeg lokale 76. Jeg bankede stille på døren, og en stemme lød svarene.
Jeg åbnede og trådte ind.
"Velkommen til Miss Brooke, du kan tale plads nede ved Damien"
Jeg smilede som tak, og satte mig ned ved det bagerste bord.
"Har du stadig ondt?" Hviskede han.
"Nej det okay, bortset fra at jeg tror mit haleben er blevet most"
Læreren fortsatte med at forklare en anden grads ligning. Og lagde ikke mærke til vores hvisken.
Damien Smilede charmerende til mig.
"Og du er sikker på du ikke skal et smut forbi Dr. Denovan. Han elsker nyt kød at stikke nåle i"
Jeg smilede tilbage "Nej tak. Jeg er nålerad. Det sidste jeg har lyst til er at lege omvandrende nåle pude"
Han grinede kort "Så ville du hvertfald være den pæneste omvandrende nålepude jeg nogensinde har set"
Jeg fniste svagt og pludselig vendte læren sit blik mod os.
"Forstyrrer vi miss Brooke?"
Jeg skar tænder. Første dag, og den første eftersidning var allerede på vej.
"Nej sir..."
"Vi sad lige og diskuterede hvad det sidste x kunne være i ligningen Mr. Kutchmann" Afbrød Damien mig.
"Nå Men lad os så høre mr. Salwe"
Damien og jeg vekslede hurtige skeptiske blikke. Prøvede han virkelig at redde mig for eftersidningen.
"Desværre Mr. Kutchmann. Så nåede vi ikke til et resultat"
Jeg skar tænder, og så hvordan Kutchmanns ansigt udtryk ændrede sig fra spørgende, til frydende, og derefter til vred.
"Så kan i jo diskutere videre på rektorens kontor efter skole"
Jeg havde lyst til at dunke hovedet ned i bordpladen, og bare ønske mig et andet sted hen.
Mr. Kutchmann fortsatte på sin undervisning, men kunne ikke lade være med at holde skarpt øje med os.
Damien skubbede et stykke papir hen til mig.
-Undskyld. 
-Det er okay. Jeg er vant til eftersidning hver dag efter skole. 
Det var en løgn, men jeg ville ikke have ham til at føle skyldfølelse. Hvis han ikke havde sagt noget, var det kun mig der havde fået eftersidning.
-Måske kunne vi droppe Diskussionen om x'et, og måske aftale at mødes senere? 
Jeg smilede svagt.
-Jeg syntes ellers at en samtale om et x, kunne være ret hyggelig.
-Jamen så lad os mødes senere på Central Café og så kan vi diskutere videre efter at vi har afsonet vores straf? Jeg så hen på ham, og nikkede svagt.

Brooke.
Da klokken ringede, Vinkede Kutchmann mig op til hans bord.
"Jeg forventer at du følger med Brooke. Vi er trods alt midt inde i året"
Jeg nikkede bare fraværende, da jeg havde travlt med at se efter Damien som forsvandt.
Han gav mig en stak bøger, og jeg lagde dem ned i min taske.
Da jeg gik ud af lokalet og ned af gangen mod rektorens kontor prikkede en mig på skulderen.
"Må jeg eskortere eder frøken ned til eftersidning?"
Damien Gik op på min side, smilede charmerende og tilbød mig en arm.
"Med glæde. Men først må jeg et smut forbi pudderbøtten"
Jeg drejede af, og han stoppede op og så efter mig.
Jeg grinte for mig selv, og gik ind på Dametoilettet.
Der stod en flok piger ved spejlene og Dyppede deres fjæs hele vejen ned i deres makeup, men da jeg kom ind forsvandt flokken og kun en enkel stod tilbage.
Jeg vendte øjne og gik hen til en spejl, og betragtede mig selv.
Jeg samlede mit hår ovre i den ene side og smilede svagt.
"Okay hør her nye London pige. Du kender måske ikke reglerne her, men lad mig sætte dig ind i dem så"
Den skingre tone gav mig et chok, og jeg opdagede at en slank, høj blondine stod ved siden af mig med hænderne i på sine taljer. Hun stirrede på mig med et strengt blik og himlede med øjnene, da jeg så på hende med en smule afsky i blikket.
"Hold dig fra Damien. Forstået? Og desuden så må andre ikke være på pige toiletterne mellem kl. tyve minutter i to til to. Og hvis du ikke har bemærket det, så holder du dig fra Skuespiller listerne, og hvis du prøver på at melde dig til årets baldronning, så vil du komme til at fortryde det"
Hun spidsede sine læber og og gav mig et elevator blik, og lo så.
Jeg grinede Svagt, og efterlignede hende, og satte hænderne i siderne og gav hende det samme elevator blik.
Hendes hår var langt, og tydeligt afbleget. Hun var iført en lyserød top dekoreret med palietter, og meget kort hvid silke nederdel, og lyserøde højhælede stiletter.
"Hvem tror du lige at du er?" Hun fnyste svagt og forsvandt så med klikkende lyde fra hendes stilleter ud af toilettet hvor hun sluttede sig til sin blondine gruppe, som stod og ventede på deres 'Dronning'
Jeg Fnyste efterligende efter hende, og kastede et sidste blik i spejlet, før jeg også forsvandt ud toilettet.
Damien stod og ventede lige uden for, og smilede nonchalant da han så mig.
"Lad os nu feste resten af dagen sammen med Rektor Weint" Fniste jeg. 

2

2.
Sted: Gregory Av. 65. Tid: 7:36 Dato: 14 April Mandag 2011.
Kære Dagbog
I dag starter jeg på Oxford Central High School. Det er den store dag, og jeg føler mig ikke særlig tapper. Det er to dage siden at vi kom til byen, og den er stadig lige så trist og overskyet. Jeg længes efter London. Den brummende trafik udenfor. De høje bygninger og ikke mindst alle shopping centrene. Jeg har ikke mødt andre folk end vores nabo. Miss Dudley. Den tres årige gamle dame mistede sin mand da de begge var tredive og nu bor hun alene med sine fem katte. Og så så jeg kun skikkelsen af en eller anden person, som stod og så på mig. Derefter skyndte jeg mig hjem fra Miss Dudleys hus. Det var totalt creepy.
Jeg savner mor og far, men jeg ved at de ville være ulykkelige, hvis de vidste at jeg stadig sørgede. Jeg ved at jeg må komme videre, men det er så svært at give slip på nogen, som har været der hele ens... 


Brooke.
En stor krage sad ude foran mit vindue og skreg højt. Jeg lagde dagbogen fra mig og slog dynen til side og steg op, kun iført undertøj. Jeg skyndte mig hen til vinduet, og åbnede det.
"Shoo sho!" Råbte jeg ad den.
Kragen forsvandt med et sidste skrig og Jeg lukkede vinduet, og iførte mig nogle jeans,og en t-shirt med tryk af en masse høje bygninger som stod på Shaftesbury Avenue i central London. Et suk undslap mine læber og, jeg gik nedenunder, hvor Laureen stod og ristede toast.
"Wow Laureen forældreautoritet?"
Lauren sendte mig et blændende smil "Jeps. Men jeg er stadig under oplæring"
Jeg så rundt i køkkenet. "Hvor er James?"
Idet trådte James ind i køkkenet og gik over til Laureen for at få noget morgenmad.
Jeg Tændte for kaffemaskinen og vendte mig om.
"Hey. Hvem snakkede du med i telefonen igår?"
"Jess"
"Hvad? Ringede Jess? Sagde hun ikke at hun ville snakke med mig?"
James himlede med øjnene. "Hvad tror du selv Brok"
"Arghh" Jeg slog ud efter ham, men han undveg, og forsvandt ud af køkkenet igen.
Jessica og jeg havde været bedsteveninder sinde børnehaveklasse. Men da hun begyndte at komme sammen med min lillebror, blev det hele bare spildt, og vi blev uvenner. Og vi havde aldrig snakket sammen efter at vi havde besluttet at vi ikke var bedsteveninder mere, og nu var jeg flyttet til Oxford, og hun nægtede stadig at snakke med mig.
Jeg tænkte mig engang om, over hvad de egentlig havde snakket om, men så forstyrrede det min indre tankemonolog om muligheder da kaffemaskinen blev færdig og begyndte at bippe.
Jeg tog koppen, og tog et par slurke.
"Hvad tror du de snakkede om?"
Jeg vendte mig om igen, og lænede mig tilbage mod køkkenbordet og så hen på Laureen som var dybt koncentreret om et blad hun læste i, sammentid med at hun spiste sit ristede toast.
"Jess og James?" Mumlede hun med munden fuld af mad, og bladrede videre i bladet, uden så meget som at kigge på mig.
"mmm"
Jeg tog endnu en slurk af min skoldhede kaffe, og sank den.
"Det tror jeg nok du skal snakke med ham om"
Jeg himlede med øjnene og pludselig faldt mit blik på digital uret, som sad på ovnen. 7:49
"Ups! Jeg må løbe"
Jeg satte den halvtomme kaffekop på bordet og gik ud af køkkenet og hen mod entreen.
"Hey! Husk at vær hjemme inden kl. seks!" Råbte hun efter mig.
Jeg vendte mig forbavset om. "Wow Laureen du har virkelig fået øvet dig på 'Jeg er en streng forælder, med strenge reger'"
Laureen smilede stolt, vendte så tilbage til sit blad.

Damien.
Smilet sad lusket om hans læber. Han ventede blot på det rigtige bytte. Der var lige flyttet nogle nye ind i Gregory av. 65. Ingen ville bemærke det hvis de pludselig forsvandt. Han Havde siddet der i omkring et kvarter, og han havde hørt dem snakke indenfor i huset. Det gamle egetræ som var på grunden, var et godt skjulested. Der var en masse kviste og grene i forskellige størrelser fyldt med blade.
Hoveddøren blev lukket op og ud kom en pige.
Hendes hår så ud som silke. Helt sort, og gik hende langt ned til taljen.
"Hej hej" Råbte Brooke tilbage ind af døren til Laureen og James, før hun lukkede den.
Hun så op mod himlen og sukkede svagt.
Hendes ansigt, var smukt. Diamant formet, og med store Krystal klare øjne.
Uheldigvis kom han til at rokke lidt på sig af synet af hende, så det puslede i grenene. Pigens ansigt fandt op i træet, så han måtte rykke lidt længere ind på grenen for at hun ikke så ham.
"Hallo?"
Han Kneb øjnene sammen i håb om at hun bare ville gå videre.
"Hvem snakker jeg dog til. Det er jo bare en fugl" Hviskede hun for sig selv, men han kunne stadig høre hende. Hun fortsatte videre og ud af lågen af forhaven, og ud på fortovet.
Damien sad urokkelig på grenen. Synet af hendes ansigt, mindede ham om en han engang kendte. Hun var smuk.


Brooke
Jeg strøg en hårlok om bag øret, og så mig tilbage over skulderen på det store egetræ ude foran mit vindue. Jeg var helt sikker på at jeg havde set en skikkelse sidde deroppe, men hvem skulle du havde været?
Det skyldtes sikkert fordi at jeg var spændt på min første dag i Oxford Central High School.
Jeg rystede på hovedet, og gik på fortovet langs Gregory avenue. Jeg kendte godt vejen hen til skolenl, for vi var kørt forbi den på vej herhen i bil.
Folk myldrede ind at den store dør til Skolen da klokken ringede.
Jeg fulgte mylderet indenfor på gangen imens jeg gik, rodede jeg i min taske efter papiret til rektoren. Pludselig stødte jeg ind i nogen og faldt bagover, og min taske gled hen af gulvet så indholdet røg ud.
Min pande dunkede, jeg havde ondt i halebenet, da jeg prøvede på at rejse mig op, da en fremmed hånd strakte sig ned til mig. Jeg fulgte armen og op til personens ansigt.
"Det må du undskylde. Jeg så mig ikke for"
Jeg tog imod hånden, og nikkede svagt.
Hans hår var noget halvt langt sort surferhår. Men noget andet fangede mit blik. Han havde nogle mørke mosgrønne øjne, der på underligvis virkede som en dyb sø, fulgt med en masse forskellige følelser.
Han havde stadig fat i min hånd men jeg kunne ikke lade være med at stirre, for det var som om at han så direkte ind i mig.
Jeg rev mig løs fra hans blik, og opdagede hvordan han så på mig.
Jeg gav ham et spørgene blik, og han ændrede straks sit ansigtsudtryk, og slap min hånd
"Det må du undskylde. Slog du dig?"
Jeg betragtede ham svagt. Han virkede mystisk. Men jeg måtte indrømme, han var lækker. Flot muskuløs krop, mindst ti cencimeter højere end mig. Markeret kæbe, og et charmerende smil.
"Nej jeg er okay"
Jeg Gned min pande lidt med en pegefinger.
Han bukkede sin ned og samlede mine ting sammen som lå på gulvet, og lagde dem i tasken.
"Her. Er du ny?"
Jeg tog imod tasken og satte den over skulderen igen.
"Tak. Ja. Jeg hedder Brooke. Min bror, min moster er jeg er lige flyttet til byen"
Jeg prøvede at sende ham et nogenlunde smil som ikke var fyldt med smerte.
"Damien" Han så undersøgende på mig "Er du sikker på at du ikke slog dig? Skal jeg hjælpe dig ned til lægen?"
"Nej nej. Det er okay" Skyndte jeg mig hurtig at sige.
Pludselig opdagede jeg at alle omkring os var væk. Alle elever var smuttet ind i deres Klasselokaler.
"Hey ehmm... Ved du hvor rektorens kontor er?"
"Ja selvfølgelig. Det er lige der ned og så til højre. Den tredje dør til venstre"
"Tak"
Jeg smuttede hurtigt forbi ham, men kunne ikke dy mig om at se mig tilbage over skulderen efter ham, og til min overraskelse havde han vendt sig helt om, og havde set efter mig. Jeg smilede taknemmelig til ham, og forsvandt så om hjørnet. 

1

1. Brooke.
Sted: Oxford. Tid: 12:36 Dato: D. 11 April Fredag 2011
Kære Dagbog
Jeg ved ikke om jeg er klar til det her. Når jeg tænker på min fremtid her, ser jeg intet. Alle mine drømme er blevet hvisket væk. Laureen mente at det var på tide at starte på ny, men det eneste jeg opfatter det er som at starte forfra. Jeg ville hjem til London. Hjem til alle mine venner, hjem til mit gamle liv. Det er som om noget i mig, fortæller mig at jeg skal give den en chance. At denne by, og disse indbyggere, vil ændre mit liv foraltid. 




Brooke.
Jeg fyldte mine lunger med ny luft, og klappede bogen sammen med et suk.
"Giv det en Chance Broo. Det er alt hvad det behøver"
Laureen kiggede på mig i bakspejlet, med et opmuntrende smil. Jeg trak lidt i min mundvige, og lagde så dagbogen ned i sporttasken ved siden af mig. Skulle jeg give denne snobbede overklasse by en chance?
Bilen stoppede op, og Laureen vendte sig om fra førersædet og så på os med et alvorligt blik.
"Det er en ny start okay? Vær nu lidt positive"
James og jeg vekslede skeptiske blikke, og kiggede så tilbage på Laureen igen som rullede med øjnene, og steg ud af bilen.
"Jeg vil bare tilbage til London"
James slog ud med armene.
"Det ved jeg Jam. Det vil jeg også"
Laureen Bankede på James' rude og pegede så på uret på hendes arm.
Jeg sukkede endnu en gang, og steg ud af bilen og jamrede af det syn jeg mødte.
Huset var af træ og gult, med to etager. Det havde en nogenlunde stor veranda udenfor døren, med nogle bænke og blomster. Rækværket samt Verandaen var af hvidt træ. Taget sort, med en enkel skorsten foroven og det havde nogle store vinduer, men hvide gardiner var trukket for. Garagen var også gul, og stod som en del af huset, ved siden af verandaen.
Det virkede så gammeldagsagtigt.
Jeg gik om bag i, hvor Laureen Straks gav mig en kæmpe papkasse, med sort skrift på siden hvor der stod "Brookes værelse.
"Dig og James kan diskutere senere om hvilket af værelserne der er tilhører hvem, men værelset i stueetagen er mit"
Derefter vendte hun sig mod James, og overlæssede ham med lamper, planter og andre ting.
Jeg skubbede til lågen, og gik op mod huset, som jeg skulle bo i.
Der var helt skummelt indenfor. Der virkede tomt, men stadig fyldt af minder.
Kassen var tung at slæbe op af trappen, og jeg genvandt med nød og næppe balancen efter at jeg nær ved snublet over et trin.
Jeg tog den første dør jeg fandt, og et stort værelse kom mig i møde. Vinduet vendte så ud til at vende ud mod Vejen. Jeg satte kassen fra mig, og gik hen til vinduet for at fjerne gardinerne.
Et stort egetræ var lige ude foran mit vindue, men jeg havde alligevel stort udsyn til vejen, og resten af forhaven.
James var på vej ind med favnen fyldt at forskellige ting, og Laureen stod stadig og rodede i bagagerummet.
Jeg vendte mig om igen, og så på sengen som var placeret op mod den modsatte væg. Der var et par få møbler i værelset, men ikke rigtig nogle pæne. De måtte ud i en fart. Jeg glædede mig over at Lastbilen snart kom med alle de større møbler som ikke kunne være i bagagerummet.
Jeg gik tilbage til Papkassen, og satte mig på hug ned ved den og åbnede den. Jeg tog billedrammen frem, af billedet af James, mor, far og mig.
Tåre pressede mod min øjne.
Mine forældre døde for 3 måneder siden, men det føltes som om det var flere år siden. Laureen var mors lillesøster, og var den eneste værge vi havde. Så hun havde taget os til sig, havde opgivet sin politikkarriere tilbage i London, og mente at vi havde brug for en ny start så snart vi havde fundet et nyt hus, og fået solgt lejligheden. Og her var vi nu. I overklasse Oxford, og jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Der lød en masse skramlen ude for døren.
"James? Er det dig?"
Jeg lagde billedet tilbage i kassen og rejste mig og gik hen til døren og åbnede den.
Henne ved trappen stod James og så meget koncentreret ud om at balancere en bordlampe på den ene hånd, og havde en masse andre ting i en lille kasse i den anden, og støttede med at holde kassen oppe med låret.
"Lidt hjælp her ville være rart"