4

4.
Sted: Rektor Weints Eftersidning lokale. Tid: 14:34 Dato. Stadig 14. April 2011.
Kære dagbog
Rektor Weint gav os et langt fordrag om at respektere lærene og ikke mindst skolen. Og så snakkede han om at han var skuffet over mig. Og at han vidste at det var svært for mig med tiden, og hvis jeg ville, kunne han arrangere en skolepsykolog, men at jeg alligevel måtte komme videre med min skole. Så snakkede han om fremtid og så forsvandt han helt væk i sin barndom, og fortalte om hor lydig han var da han var barn, og nu er han endt som rektor på high school. Men jeg havde travlt med at sidde om smile til Damien som vendte øjne bag hans ryg, og sad og lavede fagter til det han fortalte. Rektor Weint har lige forladt lokalet, og har nu givet os de sidste fem minutters eftersidning alene. 





Brooke. 
"Hvad skriver du?"
Jeg klappede hurtigt bogen sammen og så hen på Damien som betragtede mig med et smil.
"Ikke noget..." Skyndte jeg mig og sige "Jeg tog bare notater af Rektor Weints lange inspirerende og lærerige tale"
Han grinte kort "Wow. Vil du også tage notater af min næste tale. Der hvor jeg spørger dig om du vil mødes med mig på Central Café?" Han smilede Charmerende og vippede op og ned med sine øjenbryn.
Jeg var nær flækket sammen af grin, men nøjedes bare med en latter.
"Jeg ved ikke. Jeg ville meget gerne Høre Ekstra nummeret af Rektorens Tale"
"Så lad mig genfortælle dig den Kl. fire på Whitworth Street 43"
Jeg spidsede mine læber og så op i luften med en tænkende mine, mens jeg slog mig på kinden med min blyant.
"Hmm... Jeg føler mig aldeles fristet, men jeg må desværre hjem til min husmoder, og hjælpe med vasketøjet"
Damien gled lidt længere ned af stolen og lagde armene over kors, og så surt på mig.
"Måske en anden dag" Sagde jeg og rejste mig fra stolen og tog min taske over skulderen og gik mod døren.
"Må jeg så i det mindste følge dig hjem?"
"Gerne"
Han greb glad sin egen taske, og fulgte med mig ud af døren, til sekretærens kontor. Hun så strengt efter os, og jeg var sikker på at hun havde hørt alt hvad vi havde sagt.
"Farvel Miss Flowers" Sagde Damien og blinkede til hende inden han lukkede døren bag os.


Brooke.
"Hvor bor du?"
Jeg sukkede svagt. og så op på ham imens at vi gik.
"Gregory Avenue 65. Hvorfor?"
"Jeg må vel vide hvilken vej jeg skal" Han smilede ned til mig.
"Hvorfor flyttede din familie her til?"
Jeg Fjernede mit blik fra hans, og så lige ud for mig imens vi gik.
"Min Far og mor døde i et flystyrt på vej til Chicago. Min mors søster Laureen var vores eneste værge, og hun ville gerne have at vi skulle starte på ny og komme væk fra lejligheden i London"
Jeg kunne mærke tårene presse mod mine øjne, men jeg prøvede på at holde dem tilbage. Jeg ville ikke vise ham min svage side.
Han tog trøstende fat om min hånd.
"Det er jeg ked af. Det var ikke meningen at presse mig på"
Jeg snøftede en gang, rystede på hovedet og så op på ham.
"Nej det er okay. Det er tre måneder siden"
"Du kan tale frit om det med mig. Jeg vil gerne snakke med dig"
Jeg tørrede mine øjne med den ene hånd og smilede.
"Nej ellers tak. Det er som regel den bedste Samtale crusher der findes"
Han smilede opmuntrende.
"Det er nok rigtigt nok. Lad os snakke om noget andet"
"Desværre. Jeg bor her"
Jeg stoppede op, og skævede til det gule hus.
"Så farvel Brooke. Jeg håber måske vi kan mødes senere på ugen"
Han førte min hånd op til hans mund, og kyssede den elegant.
Jeg smilede svagt. Da han slap min hånd.
Jeg gik ind af lågen og op af forhave stien. Da jeg var halvvejs så jeg mig tilbage over skulderen, men han var væk. Ikke nogen steder at se.
Mystisk.
Jeg Låste mig indenfor.
James stod i døren ind til stuen, lænet op af den ene side med et vand glas i hånden.
"Hvem var han?" Spurgte han og nippede til sit vandglas.
"Bare en fyr" Jeg vendte øjne, og hang min læderjakke op på knagen, og så på ham.
"Han lignede ikke bare en fyr?" James smilede drillende.
"Helt ærligt Jam. Jeg har lige mødt ham..." Jeg gik forbi ham ind i stuen og kastede mig ned på sofaen. Jeg så på fjernsynet. De sendte "Vampire Diaries". Jeg betragtede det lidt og sukkede så svagt. "Jeg fatter ikke hvorfor Elena ikke bare vælger Damon istedet for Stefan. Stefan er så stille, og Damon er meget sjovere og lækrere"
James Grinede af mig.
"Det er fordi at hun ved at Damon bare vil udnytte hende, og dræbe Stefan"
Han forsvandt ud i køkkenet, og jeg fulgte efter ham.
"Hvor er Laureen?" Spurgte jeg og gik hen til køkkenbordet, og greb et helt rødt æble.
"Til jobsamtale. De søgte nogle medarbejdere i en butik"
Jeg tog en bid af æblet, og betragtede ham.
"Hey. Hvordan har din dag været, jeg så dig slet ikke i skolen"
"Det var nok fordi du havde travlt med at flirte"
Jeg grinede og trak på skulderende. "Kom nu ikke for godt i gang brormand. Hvordan går det med dig og Jess?"
"Hvad rager det dig" Sagde han vredt, og forsvandt ud af køkkenet og ovenpå.
Et suk undslap min mund, og jeg smed resten af æblet ud.

Damien
Da han kyssede hendes hånd, var det som om han allerede kunne smage blodet. Det var sødme fuldt, og gav ham den største lyst til at sætte tænderne i hendes blodåre. Det var fristende, og hvis det havde været en hver anden pige havde han også gjort det uden af tøve. Men hun var anderledes. Hun var smuk. Og noget sagde ham at han skulle lade være. Og han vidste hvorfor han skulle lade være, men en et par dråbe kunne vel ikke skade...
Han var forsvundet, da hun havde vendt sig om, for han vidste at hvis han så hendes ansigt igen, ville han have angrebet hende.
Hun havde ikke noget at se ham, fordi at han var løbet direkte hen til sin onkels hus.
Folk var normalt ikke i stand til at se dem når de løb. Alle deres sanser var som på speed. Der var derfor at han også kunne smage hendes blod, blot hans læber rørte hende.
"Wow. Jeg ser du har fundet en pige. Du følte dig fristet af hendes blod. Det er første gang jeg har set dig holde tilbage for din tørst"
Stemmen kendte han.
"Du ved hvem hun er, og du ved hvorfor Tyler"
Han fnyste svagt og lukkede bogen han havde stået med i hånden og rakte den ud til ham.
"Ja jeg gør. Men er du sikker på at det er hende?"
Damien tog bogen fra hans hånd og bladrede igennem den, Til at billedet kom frem.
Det var Hende. Det samme sorte lange silke hår. De samme krystal klare øjne. Det lignede hende på en prik.
"Hun er en skønhed for sig selv hva?" Tylers stemme var tydeligt ude på at irritere ham. Han ville håne ham. "Vi må hellere sikre os at det er hende"
Tyler gik hen mod døren
"Og hvordan har du så tænkt dig at sikre dig på det?"
Tyler vendte sig om med et lusket smil. "Åhh du ved jo at det siges at hendes blod er det mest magtfulde blod der findes. En dråbe af hendes blod, og du er i stand til at lægge verden ned. Man er ikke i tvivl når man har smagt det"
Damien skar tænder, og fløj direkte imod ham, greb ham om halsen, og skubbede ham hårdt tilbage mod døren.
"Du vover på at røre hende" Hvislede det ud igennem hans mund.
Hans øjne var pludselig blevet skarlagens røde, og pupillerne udvidede sig.
"Drop det Damien"
Han slap Tyler og lod ham få fodfæstet igen.
"Kom over hende Damien. Hvis du får flere følelser for hende, vil du komme til at ødelægge planen. Hun er den eneste grund til at vi er her"
Han vidste at det han sagde var rigtigt. De var Flygtet Fra Tartaros for mange år siden, og havde ledt efter hende i lang tid. Og endelig havde de fundet hende, og det sidste han skulle gøre, var at forelske sig i hende.
Damien Så på bogen han stadig havde i hånden. Han betragtede hende. Hun var iført en stor kjole med korset, flæser og det hele fra 1800 tallet. Hun lignede en kongelig.
Hendes smil var lusket, og hemmeligheds fuldt. Hun havde været en anden dengang.