1

1. Brooke.
Sted: Oxford. Tid: 12:36 Dato: D. 11 April Fredag 2011
Kære Dagbog
Jeg ved ikke om jeg er klar til det her. Når jeg tænker på min fremtid her, ser jeg intet. Alle mine drømme er blevet hvisket væk. Laureen mente at det var på tide at starte på ny, men det eneste jeg opfatter det er som at starte forfra. Jeg ville hjem til London. Hjem til alle mine venner, hjem til mit gamle liv. Det er som om noget i mig, fortæller mig at jeg skal give den en chance. At denne by, og disse indbyggere, vil ændre mit liv foraltid. 




Brooke.
Jeg fyldte mine lunger med ny luft, og klappede bogen sammen med et suk.
"Giv det en Chance Broo. Det er alt hvad det behøver"
Laureen kiggede på mig i bakspejlet, med et opmuntrende smil. Jeg trak lidt i min mundvige, og lagde så dagbogen ned i sporttasken ved siden af mig. Skulle jeg give denne snobbede overklasse by en chance?
Bilen stoppede op, og Laureen vendte sig om fra førersædet og så på os med et alvorligt blik.
"Det er en ny start okay? Vær nu lidt positive"
James og jeg vekslede skeptiske blikke, og kiggede så tilbage på Laureen igen som rullede med øjnene, og steg ud af bilen.
"Jeg vil bare tilbage til London"
James slog ud med armene.
"Det ved jeg Jam. Det vil jeg også"
Laureen Bankede på James' rude og pegede så på uret på hendes arm.
Jeg sukkede endnu en gang, og steg ud af bilen og jamrede af det syn jeg mødte.
Huset var af træ og gult, med to etager. Det havde en nogenlunde stor veranda udenfor døren, med nogle bænke og blomster. Rækværket samt Verandaen var af hvidt træ. Taget sort, med en enkel skorsten foroven og det havde nogle store vinduer, men hvide gardiner var trukket for. Garagen var også gul, og stod som en del af huset, ved siden af verandaen.
Det virkede så gammeldagsagtigt.
Jeg gik om bag i, hvor Laureen Straks gav mig en kæmpe papkasse, med sort skrift på siden hvor der stod "Brookes værelse.
"Dig og James kan diskutere senere om hvilket af værelserne der er tilhører hvem, men værelset i stueetagen er mit"
Derefter vendte hun sig mod James, og overlæssede ham med lamper, planter og andre ting.
Jeg skubbede til lågen, og gik op mod huset, som jeg skulle bo i.
Der var helt skummelt indenfor. Der virkede tomt, men stadig fyldt af minder.
Kassen var tung at slæbe op af trappen, og jeg genvandt med nød og næppe balancen efter at jeg nær ved snublet over et trin.
Jeg tog den første dør jeg fandt, og et stort værelse kom mig i møde. Vinduet vendte så ud til at vende ud mod Vejen. Jeg satte kassen fra mig, og gik hen til vinduet for at fjerne gardinerne.
Et stort egetræ var lige ude foran mit vindue, men jeg havde alligevel stort udsyn til vejen, og resten af forhaven.
James var på vej ind med favnen fyldt at forskellige ting, og Laureen stod stadig og rodede i bagagerummet.
Jeg vendte mig om igen, og så på sengen som var placeret op mod den modsatte væg. Der var et par få møbler i værelset, men ikke rigtig nogle pæne. De måtte ud i en fart. Jeg glædede mig over at Lastbilen snart kom med alle de større møbler som ikke kunne være i bagagerummet.
Jeg gik tilbage til Papkassen, og satte mig på hug ned ved den og åbnede den. Jeg tog billedrammen frem, af billedet af James, mor, far og mig.
Tåre pressede mod min øjne.
Mine forældre døde for 3 måneder siden, men det føltes som om det var flere år siden. Laureen var mors lillesøster, og var den eneste værge vi havde. Så hun havde taget os til sig, havde opgivet sin politikkarriere tilbage i London, og mente at vi havde brug for en ny start så snart vi havde fundet et nyt hus, og fået solgt lejligheden. Og her var vi nu. I overklasse Oxford, og jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Der lød en masse skramlen ude for døren.
"James? Er det dig?"
Jeg lagde billedet tilbage i kassen og rejste mig og gik hen til døren og åbnede den.
Henne ved trappen stod James og så meget koncentreret ud om at balancere en bordlampe på den ene hånd, og havde en masse andre ting i en lille kasse i den anden, og støttede med at holde kassen oppe med låret.
"Lidt hjælp her ville være rart"