5

5
Sted: Min seng. Tid: 5:54 Dato: 15 april Tirsdag 2011.
Kære dagbog
Jeg ved ikke hvem han er, jeg ved ikke hvad han er og jeg ved ikke hvordan han er. Men hver gang jeg tænker på ham, er det som at tænke på de bedste minder i ens liv. Han er sjov, generøs og en gentleman.
Men jeg ved ikke noget om ham, og han virker på en måde hemmelighedsfuld. I dag vil jeg gå direkte til ham, spørge ham ud, og finde ud af hvem han er. 






Brooke.
Jeg kunne ikke sove. Noget fik mig til at vågne med et chok, og det var som om nogen havde stirret på mig.
Jeg trykkede op og ned på knappen forenden af kuglepennen, og gennemlæste det jeg havde skrevet og tilføjede.

I dag vil jeg gå frem.
Jeg vil ikke være den triste kedelige pige mere. Jeg vil vise ham mine gode sider.

Damien
Han gik slentrede ned af Gregory street. Han vidste ikke hvorfor han gik der, eller hvad han ville der. Men imorges var han bare vågnet, og havde brug for noget frisk luft.
Mere end frisk luft. Blod.
Men hans tørst blev stoppet da han så Tyler forsvinde væk fra det gule hus.
Tyler var forsvundet hurtigere end mennesker kunne se, men de var i stand til at se hinanden, som når mennesker løber.
Damien var straks henne hos ham og spærrede vejen for ham, til at komme ud fra Brookes hus' havelåge.
Tyler standsede med et smil dansende om læberne.
"Slap af mand. Jeg rørte hende ikke. bare Synet af hende gjorde mig sikker på det" Han Puffede hårdt til ham med en albue og trådte forbi ham. Men inden han fortsatte vendte han sig om og så på Damien "Jeg tror det er bedst hvis du undgår hende. Du er begyndt at få følelser for hende der kan redde vores verden. Uklogt valg brormand. Og en ting til. De ved at vi har fundet hende, og de ved hvor hun er. både hun og hendes familie er i fare" Han smilede, og forsvandt væk.
Damien havde blikket rettet mod jorden. Han vidste at Tyler havde ret. Hvis han ikke stoppede med at Flirte med hende, ville det ødelægge det hele. Planen måtte snart iværksættes inden at Tartaros Klanen ville begynde at gribe ind, og gøre tingene på den slemmere måde.
Måske kæmpede de om det samme, men Tartaros Klanen var anderledes en Tyler og ham. De var blodtørstige. Og hvis man behøvede en dråbe, ville de bare tømme hende for blod, for at være på den sikre side. Og hvis det var nødvendigt ville de dræbe hendes familie.
Men Damien vidste, at med hans beskyttelse, ville Brooke ikke være i fare, før de andre begyndte at blive utålmodige, og derefterfølgende aggressive.
Stakkels Brooke vidste ikke hvad der var igang med at udvikle sig til et kæmpestort Drama.

Brooke
Jeg steg ud af sengen efter at have slumret en times tid. Jeg brugte tid på at vælge mit tøj med omhu, og fik til sidst sat en nedringet rød langærmet trøje, med paliet mønstre, og så nogle korte cowboy shorts, som var klippet op.
"Brok. Bare en fyr er her. Han venter" Lød James' stemme ude for døren.
Jeg smilede svagt. Men undrede mig over hvad han lavede her.
Jeg skyndte mig ned af trappen, og hen til entreen hvor som sagt Damien stod som en gentleman og ventede.
"Hvad laver du her?" Smilede jeg.
Han smilede da han så på mig "Jeg var på vej til skole, og så gik jeg forbi her, og tænkte at vi kunne følges"
Jeg greb min læder jakke, og smilede. "Så er vi sent på den"
Vi gik ud af døren, og ned af Gregory av.
"Fortæl mig så noget om dig" Sagde jeg glad og så op på ham.
"Tja. Der er ikke så meget"
"Det er jeg sikker på at der er. Familie? Fortid?"
Han blev pludselig fjern i blikket mens vi gik. Og der gik noget tid før han svarede.
"En tvillingbror. Vi bor i udkanten af byen sammen med vores onkel. Vores far ville ikke se os mere, og vores mor døde under fødslen af vores lillesøster, som vi aldrig nåede at se"
"Forsvandt hun bare?" Jeg rynkede brynene og så op på ham.
"Lægerne fortalte at hun led vuggedød natten efter fødslen, men for noget tid siden fandt vi dokumenter på at hun var blevet fjernet fra Sygehuset. Et uforklarligt mysterium"
"Har i så nogensinde fundet hende?" Jeg var klar på at spørge ham ind til alt det jeg kunne. Men noget fortalte mig at jeg måtte være forsigtig.
"Nej. Ingen af os har set hende"
"Det lyder..."
"Mystisk. Ja. Verden er nu en gang mystisk" Afbrød han.
"I den grad" jeg smilede svagt "Man tror man kender verden, og pludselig ser man den fra en helt anden side"

Damien.
Han vidste ikke hvor meget han kunne fortælle hende af hans livshistorie. Han vidste kun at han måtte beskytte hende mon Tartaros klanen, og at han måtte få hende til at stole på ham, uden at de begyndte at danne følelser for hinanden.
"Går din bror ikke på Central High?" Spurgte hun.
Han grinte svagt. "Tyler hader skole. Og han har det med at pjække. Men han møder et par gange op, og følger op på tingene"
Hun grinte med ham. "Wow. Det lyder meget som min lillebror James. Man kan aldrig regne med ham"
Han så ned på hende med Alvorlige øjne.
"Din bror?"
"mmm" Sagde hun og rettede på tasken. "Han mindede bare meget om din Fortolkning af din bror"
Damien rynkede sine bryn en smule.
De gik op at trapperne til dørene ind til skolen.
Folk vrimlede ligesom igår, og Hun sørgede for at holde mig tæt ind til ham for ikke at blive væltet omkuld.
"Jeg har Fransk Nu. Ses vi senere?"
Hun Nikkede, og så sig omkring. og da hun så tilbage på ham, var han forsvundet. Han vidste at hun ville finde det underligt, men han måtte afsted. Han havde opdaget noget af det værste der kunne ske. Hun Havde en bror.


Brooke
Hvordan kunne han bare forsvinde?
Jeg trak på skulderende. Han havde sagt at vi kunne mødes senere, det var det eneste der betød noget. Jeg smilede for mig selv, og begav mig mod Fysik.
Da jeg skulle til at gå ind af døren, stod der en om spærrede vejen.
"Hej Nye" Fnyste hun. Og hendes Genetiske Blondine piger fniste svagt. "Du fattede åbenbart ikke budskabet i går, så jeg kan gøre det klarere for dig" Hun satte hænderne i siderne, og nidstirrede mig.
"Jaså. Lad mig høre"
"Du holder dig fra Damien, og Jeg lader dig være. Ellers så gør du det værst for dig selv"
"Jamen dog. Jeg tror desværre at jeg allerede har taget mit valg, og flyt dig så, før at jeg river hver eneste blonde hårtot ud af kraniet på dig"
Jeg vidste godt at det var hårdt det jeg sagde, men jeg havde været vant til det på min gamle skole i London. Hvis man ikke ville blive mobbet resten af sine high school år, så måtte man være hård i munden.
Hun kneb øjnene sammen og spidsede sine læber, og det så pludselig ud som om at hun skulle til at slå løs på mig, men så kom en anden og stilte sig imellem os, og med ansigtet mod hende.
"Jeg troede ikke du var bange for Konkurrenter Amber"
"Åhh Jamen dog. Jeg troede ikke at børnehave børn gik på High School"
Så Vendte Amber sig om, og hendes slæng fulgte efter hende ned af gangen.
"Vi ses Senere Bonnie" Sagde Amber halvlavt men nok til at jeg kunne høre det, inden at hun drejede om hjørnet.
"Undskyld min søster. Hun er lidt HØJROVET"
"Din Søster?"
Hun nikkede svagt "Pap. Min Far er kærester med hendes mor. Vi har boet sammen i snart fjorten år"
"Av Din stakkel"
"Ja jeg ved det. Hun er som Dødens Pølse for mig"
Klokken ringede og folk strømmede forbi os.
Hun Gned sig på hagen. "Jeg mangler tilfældigvis en Fysik Makker. Jeg er Bonnie"
Jeg smilte, og skulle til at sige noget men så afbrød hun mig "Jeg ved godt hvem du er. Den mystiske pige som Damien er vild med"
Jeg kunne mærke at mine kinder blussede.